Estland 1918 - 1920

 

Historie

 

Rejsen til Estland (2) - Finland

 

31. marts 1919 - efter 6 døgns sejlads gennem Østersøen - via Ålandsøerne - og til sidst i langsom konvojfart efter isbryderen Tarmo, ankom S/S Merkur endelig til havnebyen Hangö i Finland. Her blev mandskab og korpsets omfattende forsyninger af bla. danske fødevare, omlastet til jernbanevogne før den videre togrejse gennem Sydfinland til Helsingfors.

 


Havnen i Helsingfors. Mandskab fra DBAC læsser forsyninger fra
godsvogne ombord på den isbryder som skal sejle korpset til Estland.

 

I Helsingfors gjorde korpset et kort ophold, igen blev alle de medbragte forsyninger omlæsset - nu fra godsvogne til den finske isbryder Väinämöinen - som skulle fragte korpset gennem ishindringerne over den Finske Bugt til den estiske hovedstad Tallinn.

Under det korte opholdet i Helsingfors aflagde kaptajn Borgelin - chef for DBAC's 1. Kompagni - besøg hos den finske rigsforstander General Mannerheim.

 

 
Isbryderen Väinämöinen som sejlede DBAC fra Helsingfors til Tallinn - 3. April 1919

 

Kl. 10.00 om formiddagen den 3. April 1919 afgik DBAC ombord på isbryderen Väinämöinen fra Helsingfors mod Tallinn - en overfart som normalt varede omkring 3 timer. Imidlertid var isvinteren i den finske bugt netop i disse dage på sit højeste og isbryderen måtte kæmpe sig vej i 11 timer før det danske korps kunne sætte fod i Estland.

 


Brevkort fra ukendt medlem af DBAC - "Hans" - skrevet 12. april i Helsingfors
og afstemplet Helsingfors Banegård 13. april 1919 .

Helsingfors 12. April 1919

Kære Lilian !
Hermed en lille Hilsen fra Hovedstaden i "de Tusind Søers Land".
Her er smukt og slet ikke koldt. På Mandag gaar Turen til Reval med Isbryder, det bliver spændende. Alt er ellers vel.
Hils din Fader og Moder mange gange fra mig og modtag saa en kærlig Hilsen fra din heng. Hans
Adresse: Dansk-Baltisk Auxiliær Corps, Reval, Estland.

Selv om flere kilder angiver 3. April 1919 som dagen for DBAC's ankomst til Estland, må der i de efterfølgende dage været sket yderligere transporter af mandskab og materiel fra Helsingfors til Tallinn. Ovenstående brevkort dateret i Helsingfors den 12. April, omtaler en forestående isbrydersejlads til Estland.

Ishindringerne i den Finske Bugt lettede omkring den 20. April - hvorefter der kunne sejles mellem Estland og Finland unden isbryder-assistance.

 

 
Gruppe danske officere ombord på isbryderen Väinämöinen

1. Fændrik Sørensen (203)
2. Dr. Laurent-Christensen - Læge
3. Løjtnant Poulsen (234)
4. Løjtnant Hassing (206)
5. Kaptajn Borgelin (241)
6. Løjtnant Arildskov (211)

7. Løjtnant Kofoed (202)
8. Kaptajn Gudme (200)
9. Løjtnant Beyer (236)
10. Løjtant Munch-Andersen (232)
11. Kaptajn Mortensen (237)
12. Løjtnant Christensen (238)
13. Løjtnant Larsen (233)

 

Revised: 25/5/02.
Copyright © 2001-2002 by PWO and
by Per Rønberg, Denmark
All rights reserved worldwide.