Estland 1918 - 1920

 

Erobringen af Sarmulinov
27. juli 1919


Brevkort fra Trustrup (23.7.1919) til Kornet Søren Chr. Opffer i Estland.
Påtegnet:
Faldet 27/VII 19.

 

 

Det er sjældent man kan beskrive historie og måske lidt posthistorie helt nede på personniveau. I min samling af post fra de danske frivillige i Baltikum i året 1919 har tilfældighederne gjort, at det i dag - efter mere end 80 år - er muligt at følge nogle centrale enkeltpersoner under en blodige kamphandling på Ostrow-fronten i juli 1919. - Men først lidt forhistorie ............

 

Dansk Baltisk Auxiliær Corps (DBAC).

I forsommeren 1919 rejste første kompagni af et dansk frikorps (DBAC) til Estland for at deltage i uafhængighedskrigene i Baltikum. Kompagniet, der var ledet af kaptajn Richard G. Borgelin, talte små 200 mand. Alle frivillige soldater der søgte eventyret på en slagmark i det fremmede. Flere kompagnier skulle følge, men de politiske strømme i Danmark og krigslykken i Baltikum gjorde, at kun første kompagni - "Kompagni Borgelin" - kom af sted.

Det danske korps nåede Estland i begyndelsen af april og efter nogle ugers træning i Nômme nær Reval, blev korpset midt i maj indsat på den sydlige front nær Wörru i Sydestland. Kort efter at danskerne ankom til fronten, indledte oberst Puschar en forrygende offensiv gennem Letland til Jakabpils (Jakobstadt) ved Daugave (Düna) floden. En fælles Estisk-Lettisk styrke drev på kun 14 dage bolsjevikkerne ud af Letland. I Letland kom nu det interne opgør mellem de lettiske regeringsstyrker og det tysk-baltiske "Landeswehr" i Kurland. En konflikt der lå udenfor danskernes kontrakt med den estiske regering. Korpset blev trukket i reserve i Laudon (Letland) og siden i hvilekvarter i Dorpat (Estland). Efter en hvileperiode fra 1. til 24. juli, blev korpset igen beordret til fronten. Denne gang på et frontafsnit mellem Ostrow og Porchow i det russiske Guvernement Pskow.
Indsatsen på Ostrow-fronten, der kom til at koste korpset dyrt, var danskernes sidste kampe i Baltikum. Med udgangen af august måned udløb kontrakten med den estiske regering udløb og allerede tidligt i september var hovedparten af de danske soldaterne atter hjemme i Danmark. Enkelte blev tilbage i Estland for at fortsætte kampen i andre korps - bl.a. det svenske Vita Legionen.

 

På vej til fronten.


Afrejse fra Dorpat - 24. Juli 1919

 

Dorpat, torsdag den 24. juli: Det berammede opbrud fra hvilekvarteret blev pludselig fremrykket med 3 dage og allerede om eftermiddag afgik kompagniet til banegården, hvor en skare af bekendte blandt damerne i Dorpat var mødt op med blomster. Da toget nogle timer senere satte i gang, kastede danskerne deres blomster overbord og de som sad på taget - skød op i luften. Kornet Opffer ville ikke kaste sine blomster ud af toget - det blev hans ligblomster. (jf. Søren Telling's dagbog)

Fredag begyndte i toget. Overalt sås de grimme spor efter krigen. Den lange bro over Pskow-floden var sprængt og kun nødtørftigt repareret med tømmerstabler. Ved 3-tiden var toget fremme ved Tschaskaja station og mandskab, proviant og ammunition blev udlæsset. Efter nogle timer fortsatte kompagniet til fods mod syd til Prudó - 7 timers nattemarch .

 


Hvil under march i kampzonen - 26. Juli 1919

 

Prudó blev nået den følgende formiddag lige inden middag. Byen var fuld af russere og estere der alle stod og gloede på danskerne - "Skjorteærme-kompagniet". Efter et kort hvil fortsatte kompagniet ind i kampzonen. Om eftermiddagen blev to landsbyer indtaget, trods svær modstand fra de røde, skete det uden danske tab. De estiske våbenbrødre - Eesti Scouts Polk - kunne ikke følge med under fremrykningen, så de fik feltvagten den nat. Kompagniet fik frivagt og kunne sove. Bønderne i landsbyen Zerkowschina var glade for danskerne, så det var nemt af få mad og et godt sted at sove.

 


Kommandopost ved møllen i Zerkowschina - 27. Juli 1919

 

Tidligt søndag morgen, den 27. juli, indrettede danskerne kompagnipost ved den højt beliggende mølle i Zerkowschina og ved 11-tiden blev to befalingsmænd fra 1. deling (Opffer og Christensen) sendt på rekognoscering til den nærmeste landsby - Sarmulinov.

 

Rekognoscering i terrænet.

Alt virkede fredeligt, så kornet Opffer og korporal Christensen troede, at de røde styrker allerede havde forladt landsbyen. De nærmede sig landsbyen langs banelinien og var i en afstand af kun 20 meter, før de opdagede deres fejltagelse og skulle til at vende om. Bolsjevikkerne skød ikke straks, men prøvede med tilråb på tysk og fransk at vinkede dem nærmere, de troede de to befalingsmænd var estiske overløbere. Danskerne ville ikke nærmere og forsøgte at trække sig tilbage. Først da begyndte de røde at skyde. Korporalen smed sig straks ned og skød igen, men Opffer blev ramt af en kugle og styrtede til jorden. Han var skudt gennem hjertet. Christensen forsøgte at rejse Opffer igen, men blev selv ramt i armen og kun ved et held lykkes det korporalen at slippe i dækning bag jernbanedæmningen og skarp forfulgt af bolsjevikkerne at nå tilbage til den danske stilling ved møllen i Zerkowschina.

 


Brev fra Charlottenlund (28.7.19) til Kornet Opffer, Det danske Korps.
Adr. Det kgl. Danske Generalkonsulat i Reval, Estland.
Påskrevet:
Faldet 27/VII 19

 

Et undsætningsforsøg.

Senere blev en stærk patrulje på 5 mand sendt af sted mod Sarmulinov. Korporal Jeppesen med 4 menige fra 3. deling - måske blev de sendt ud for at hente kornet Opffer's lig ? - (jf. Niels Jensen var patruljen allerede udsendt inden Opffer blev dræbt. Patruljen ilede Opffer og Christensen til hjælp da den hørte skydning).

Da patruljen nærmede sig landsbyen, så den heller ikke bolsjevikkerne. Først på en afstand af knap 100 meter, dukkede fjenden pludselig frem og beskød danskerne fra flere sider. Menig 449 Kjøller blev straks ramt og de 3 øvrige menige flygtede ud i en rugmark. I det korporal Jeppesen så sine folk forsvinde, råbte han: "Ikke ud i rugen!" - men for sent. De røde lå gemt i marken og to menige 434 Dyhrberg og 418 Jensen, blev overmandet og taget til fange. Fra kompagniposten, kunne man i kikkert følge nærkampen foran Sarmulinov. Løjtnant Alfred Johs. Poulsen forsøgte straks at samle folk til at hjælpe de nødstedte kammerater, men da var korporal Jeppesen, den sårede menig Kjøller, samt en uskadt menig nået at slippe tilbage til egne rækker. Det lykkedes derfor ikke at bjærge kornet Opffers lig og kompagniet var blevet tilføjet yderligere tab.

 


Hvil under kampene på Ostrow-fronten

 

Erobring af Sarmulinov.

Hele kompagniet blev samlet. Tabene skulle hævnes og senere på eftermiddagen angreb danskerne Sarmulinov med fuld styrke, som de indtog uden at møde modstand. I landsbyen kunne en russisk bonde fortælle, at de røde ville henrette deres fanger, men blev afbrudt af det danske angreb og trak sig tilbage med fangerne. I landsbyen fandt men spor efter en af de savnede soldater. I en nærliggende rugmark lå et livbælte med No. 434. En kugle var gået ind bagfra gennem et kogekar, ind i ryggen og ud foran gennem bæltet og ind i en patrontaske. No. 434 var menig Laurits Petersen Dyhrberg fra Herning.

 

Nyheden bringes.

Med fundet af et gennemhullet våbenbælte i tankerne skrev løjtnant Max Arildskov et brev til menig Dyhrberg's forældre i Bording. Foruden den ulykkelige meddelelse om at deres søn var de røde's fange, måtte løjtnanten også fortælle at Laurits Dyhrberg var såret.

I Berlingske Tidende den 8. august. - kunne man læse, at redaktør Frederik Opffer og hustru, havde mistet deres unge søn. - Kornet Søren Christian Opffer var arveligt belastet, han var opkaldt efter sin farfar, der havde været frivillig soldat i Kirkestatens Fremmedlegion og deltog i den italienske frihedskrig i 1848.

Den 13. august bragte samme avis en officiel meddelelse fra det Estiske Pressebureau i København. Heri oplyste chefen for det danske korps Kaptajn Gudme navnene på 5 frivillige der var faldet og 4 der var taget til fange under de seneste kampe på Ostrow-fronten. Meddelelsen må kun have omhandlet de danske tab i dagene 27. og 28. juli. I de følgende dage led det danske korps yderligere tab, ligesom et hastigt voksende antal soldater måtte sendes bag fronten på grund af sygdom. Således oplyses det, at der den 14. august kun var ca. 60 kampduelige mand ved fronten - resten var faldet, såret eller ukampdygtige på grund af sygdom.

 

Kornet Opffer's lig.


Kornet Søren Christian Opffer

 

I det estiske Pressebureau's meddelelse den 13. august blev det oplyst, at Kornet Opffer's lig ville blive sendt hjem til Danmark. Sammen med hjemtransporten af det danske korps i begyndelsen af september fulgte også ligene af 2 faldne kammerater - men ikke Opffer's.

I de kommende uger blev Opffer gentagende gange efterlyst og 30. september sendte den estiske Legation i København et indtrængende telegram til krigsministeriet i Tallinn:

"Hvorfor er Opffer's lig ikke ankommet STOP. Liget er øjensynligt overgivet til Estisk Røde Kors i Walk STOP Er set ombord på et tog til Dorpat STOP Telegram fortalte at det ville ankomme med skib "Baltonia", men gjorde ikke STOP". Den estiske damper S/S "Baltonia" sejlede sidst i august fra Baltischport (Paldiski) direkte til København med et lille kontingent på 8 frivillige som på grund af bindinger i Danmark skulle være hjemme ved kontraktudløb 1. september.

Over en måned senere - den 10. november - meddelte en kontorist ved Estisk Røde Kors's kirkegårdskontor i Wörru: "... at Løjtnant Opffer blev begravet på Wörru kirkegård den 3. august, så det ikke kan være hans lig som er blevet set ombord i et tog i Dorpat. Liget var imidlertid ikke længere i Wörru, da det ifølge instruks fra Estisk Røde Kors var blevet gravet op og sendt til Tallinn for videre transport til Danmark.". - Her slutter sporet ..

Kornet Søren Christian Opffer blev posthumt forfremmet til Løjtnant og tildelt det estiske Frihedskors.

 

Menig 434 Laurits Petersen Dyhrberg


Menig 434 Laurits Petersen Dyhrberg

 

17. aug. 1919 oplyste det Estiske Pressebureau, at der var indledt forhandlinger mellem den estiske regering og den bolsjevikiske hærledelse om udveksling af krigsfanger - det var tidligere sket, så der var håb om at de fire danske fanger snart ville komme fri, hvis de i mellemtiden ikke allerede var bukket under for deres sår. - Den sidste sætning er sikkert møntet på Dyhrbergs skæbne. I september kunne en undvegen svensk fange berette at alle 4 danske fanger var ved godt helbred, de 2 sårede var på et russisk lazaret og de øvrige fungerede som trænkuske for bolsjevikkerne.

 


Brevkort fra Tureby (26.7.19) til 434 Dyhrberg.
Påskrevet:
Savnet - Returneret i forbindelse med afvikling af DBAC.
Stemp. København 11 (14.10.19)

 

Imidlertid er virkeligheden en helt anden. Efter at Dyhrberg forsvandt ind i rugmarken, blev han ikke såret af skud. Det gennemhullede livbælte havde han lånt til kammeraten 418 Jens Chr. Jensen, der må have taget den kugle der gennemborede både kogekar, livbælte og patrontaske. Dyhrberg var ramt på stålhjelmen og blev slået bevidstløs. Da han kom til sig selv, lå han i en grøft omgivet af fjender: "Nu skal jeg skydes, bare de gør det hurtigt" tænkte han, men til sin store overraskelse kom en officer ridende hen til ham og sagde på syngende lollandsk: "Du skal ikke være bange, vi er ikke så slemme som de siger. Du kommer i en fangelejr og når krigen er omme, kommer du hjem". Officeren var polak og havde arbejdet på Lolland som roearbejder.

 



Dyhrberg's russiske løsladelsesordre 1. Juli 1920

 

Efter meget besvær kom han senere til Moskva og blev der dømt til døden som kriminel fange - ikke som krigsfange - da han jo var hvervet soldat, men da bolsjevikkerne havde afskaffet dødsstraffen, blev dommen omstødt til 5 års straffearbejde i Paagrowskaja straffelejr i Ural. I 1920 blev Dyhrberg ved et tilfælde fundet af den danske "Røde Kors"-delegat Eigtved, som sikrede at Dyhrberg blev overført til et hospital i Moskva og siden i august 1920 frigivet. Efter et karantæneophold i Terijoki i Finland kunne han atter vende hjem til Danmark..

 

 

Revised: 12/5/02.
Copyright © 2001-2002 by PWO and
by Per Rønberg, Denmark
All rights reserved worldwide.